Eksempler på sange

 

Eksemplerne er kun sange til familien, da jeg ikke udstiller kundernes sange!

 

-----------------------------------------

 

KONFIRMATION - MAIKEN

 

Melodi: Fra Engeland til Skotland…..

 

 

TIL LYKKE kære Maiken, vor smukke konfirmand.

Nu er du næsten voksen, kan det virk`lig være sandt?

Ja, helle dusse da,

hvor blev dog tiden af?

Du er jo ”lige” født, og står som konfirmand i dag.


Dit eget JA til dåben har du i kirken sagt.

Et lille frø, Guds kærlighed, er i dig blevet lagt.

Du forberedt dig har,

hos præsten fået svar.

På alt det der med kristendom er du nu mere klar.

  

Da vi blev farmor, farfar for aller første gang,

da blev vi jubelglade, ventetiden var så lang.

Vi måtte se dig før

du endnu helt var tør.

At blive ”bedster” gør jo een en ”lille smule”? skør.

  

At kigge på kaniner med farfar ku` du li`,

og gi` dem mælkebøtter, gulerod at gnave i.

I folden holdt du styr

på en flok kæledyr.

I kasser kom de indenfor, og lavede postyr.

  

Hos farmor har du vævet fra du var bare 2.

Her kan I se beviset, du var bare rigtig go`.

Du kunne skifte skel,

og slå det sammen selv,

og vikle garn på skytten, det var flot, bevar mig vel!

 

På farmors væveværksted der har du hjulpet til,

og vævet til dig selv og dukkerne, ja du er snild.

Til vævens mekanik

du også kendskab fik.

Med omhu og nøjagtighed du altid til det gik.

  

En tur i cykelvognen med farfar, det var leg.

I spiste is og sang i vilden sky den hele vej.

I skulle købe slik,

med ham I altid fik

det værste ”farvestads”, med farmor det slet ikke gik!

  

Ja du har tegnet, malet, broderet, flettet garn.

Kan altid finde på, er kreativ, et aktivt ”barn”.

Gør kartet uld til filt,

det hele går så snildt.

Vi har, hvad I skal bruge, når vi bare leder ”vildt”!

  

”Hos farmor og hos farfar der må man næsten alt”.

Det har vi meget ofte hørt, det har du tit fortalt.

Det ”næsten” kan vi li`,

det kan vi jo, fordi

det var jo ikke godt, hvis alle grænserne var fri.

  

I vores julekasse er der en masse ting,

du dykker gerne ned i den, og går så straks i sving.

Med lim, papir og saks

er du jo tem`lig vaks.

At du er klippe/klistre-rutineret ser man straks.

  

Og du har lært at binde en adventskrans så flot

med bindetråd, og halmkrans indeni, det kan du godt.

Dekoration i ler

med gran og lys med mer`.

Til juleæbleskivetraditionen frem du ser.

  

Enorme mængder har du af frikadeller spist,

med masser af persillesovs, ja det er ganske vist.

Og morgenhavregrød

med mælk og sukker sød.

Det hører stadig til programmet, når I sover her.

  

Lidt kloge ord skal du nu ha` med på livets vej:

Tænk positivt om andre, det vil altid gavne dig.

Sig ikke alt du ved,

røb ingen hem`lighed.

Og vær mod andre som du ønsker, de skal vær` mod dig.

 

 Respekt for andres mening, selv om man bli`r lidt sur,

ens egen mening er jo ej den eneste, der dur.

Det var lidt råd til dig

på livets landevej.

Vær hjælpsom imod andre, så vil andre hjælpe dig.

  

De kloge ord vi nævner, du indeni dig har,

dem har du nemlig allerede lært af mor og far.

At du vil klare dig,

derpå vi tvivler ej.

Du er et dejligt barnebarn, du ved vi elsker dig.

 

Nu vil vi slutte sangen, og råbe højt hurra.

Om sundhed, held og lykke, gode ønsker skal du ha`.

Bliv ved i samme stil,

del ud af søde smil.

Nu vil vi rejse os, fordi vi skåle med dig vil.

 

Farmor og farfar

 

-----------------------

 

KONFIRMATION - STINE

 

Det` hammer-hammer fedt.....

 

 

Det` Stines store dag, TIL LYKKE skal du ha`.                                                                       

Du er konfirmeret, så smuk og flot friseret.

Kirke, fest og gaver,

lækker mad i maver.

Vi kan næsten høre, at du si`r:

     

Det` hammer-hammer fedt, er voksen li` om lidt!

Jeg skal ud og feste med vennerne, de bedste.

Liv og glade dage,

ingen grund til klage”.

Pas nu på det ikke går for stærkt!!!

 

Du er en festlig ”tøs”, en lille skrue løs?

Masser gode minder vi om dig jo finder.

Omsorgsfuld og kærlig,

du er ganske særlig.

Bliv kun ved i samme gode stil!

  

Du` hammer-hammer ”skør”, som regel højt humør.

Sammen med veninder man dig ofte finder.

SMS og pjatten,

snakke hele natten.

Det er Stine ”i en nøddeskal”!

 

Til præst du jo har gået, og kundskab har du fået.

Kærlighed og dåb, nadver, tro og håb.

Præsten hedder Leni,

og du er vist enig:

Hun er dygtig, frisk, men dog bestemt.

 

Så hammer-hammer sjovt, til København med tog`t.

Kirken Trinitatis, strøgtur næsten gratis. 

Præst og konfirmander

ser sig om, og fjanter.

Minder har du om en dejlig dag.

 

Den midterste af tre, problemer kan du se. 

Nyt får storesøster, du det brugte høster!!!

Du og søster ”Fie”

har haft mange ”krige”.

Ja, et midterbarn kan ha` det hårdt!

 

Det` hammer-hammer slemt, og ikke altid nemt.

Men i holder sammen, mest i fryd og gammen.

Glade barndomsdage,

ingen grund til klage

over de  forældre, I har ”valgt”!

 

Ja minderne er mange om de mange gange,

vi har passet jer, og I har sovet her.

Havregrød det gælder,

boller, frikadeller,

karbonader med bearnaisesovs!!!

 

Det` hammer-svært fordi, den tid er jo forbi,

hvor vi sov på stribe, hvem kan dog begribe:

Årene forsvinder.

Vi har skønne minder,

som vi gemmer varsomt i vort sind.

 

Med farfar ud på ”cykli”, det var bare ”hygli”!!

Holdt et hvil i gyllen, hvem mon havde skylden?

Slik blev spist med fjanten

der i grøftekanten.

Stank som grise, da I vendte hjem.

  

Det` hammer-hammer klart, at det var sjovt og rart.

Om kaniner finder du en masse minder.

Indenfor i køkken,

det var bare lykken,

sidde der og kæle med kanin.

 

At væve fik du lært, det var slet ikke svært.

Nålefilt du laver af uld i mange farver.

Fletter tov af strimler,

minderne de vrimler.

Farmors vævestue kan du li`!

 

Det` hammer-skønt at gå omkring og tænke på

alle disse ting, som vi har haft i sving.

Kære Stine-pige,

vi vil bare sige,

at du er et elsket barnebarn.

 

Vi tror, vi gætter på: Mod strømmen vil du gå!?

Du er helt din egen, vær det hele vejen!

Kreative tanker

i dit hjerte banker.

Spændende hvad du mon hitter på!

 

Det` hammer-hammer fedt, vi slutter li` om lidt!

Du kan konstatere, der kommer ikke mere!

Lykke, sundhed - håbe,

og så vil vi råbe

LÆNGE LEVE og et HØJT HURRA!

 

Farmor og farfar

----------------------- 

 

30-ÅRS FØDSELSDAG - LENE

 

Melodi: Der bor en bager....

 

 

Et stort TIL LYKKE til sviger-Lene,

ja du skal fejres, det skal vi mene.

For du har rundet de 30 år,

det er utroligt, som tiden går.

 

Vi har jo kendt dig, fra du var lille,

en lille sjællænder, sød og stille.

I Kirke Søby I ville bo,

det er vi glad for, det kan du tro.

  

Så flittigt hjalp du i mark og køkken,

du samled` sten, og fik ondt i ryggen.

Ja du blev udlært i mange ting,

var aldrig ledig, men fuldt i sving.

 

 I jordbærplukning du slog rekorden,

dit tempo var jo som lyn og torden.

En masse penge du spared` op,

så pengekassen den blev med top,

 

Du var vist 12, og I sku` ha gæster,

din mor blev syg, du blev køkkenmester.

Tre retter klared` du i en fart,

din mor var stolt, ja det er da klart.

 

Og du var målrettet, ih du milde,

du vidste helt, hvad det var, du ville.

Revisor var hvad du drømte om,

og så at Søren sku`bli` din gom.

 

Og det blev nået, endda det hele,

du havde heldet med begge dele.

Og vi var heldige ligeså,

en svigerdatter som dig at få.

 

Et hus du købte i Slør(e)hatten,

du var i lære i "det med skatten".

Du læste HD i 4 år,

at du ku` nå det, man ej forstår.

 

En lejer fik du, og han hed Søren,

for ham med glæde du åbned` døren.

Til Skrydstrup dagligt han kørte hen,

og så tilbage til dig igen.

 

I ville flytte, ja ud på landet,

ha` mere plads og "lidt" jord, blandt andet.

Fandt i Sø Søby et paradis,

og vi var glade, naturligvis.

 

Du blev gravid, vi var alle spændte

på denne lille, som var i vente.

Den bedste Maiken på denne jord

blev resultatet, vor glæde stor.

 

I huset laved` I dejligt køkken,

alt blev så flot, det var bare lykken.

Så blev der bryllup i sus og dus

i Søby Kirke, med orgelbrus.

 

Den bedste Stine på denne klode

charmerer os med sit frække ho`de.

Når her de passes, så bli`r der smovs

med frikadeller, persillesovs.

 

En førstesal fik I også lavet,

ja der blev hamret, og der blev savet.

Et badeværelse eller to

er næste plan, ja det vil vi tro.

 

Nu skal du drilles en lille bitte,

vi har jo gransket, hvad vi ku` hitte.

At du er kræsen, vi alle ve`,

hør her hvordan du forklarer det.

 

Det` ikk` fordi at jeg ikk` kan li` det,

blot ikke lyst til at tygge i det!?

Al mad du laver alligevel,

det er jo hele familiens held!

 

Det der med høns vil vi lade ligge,

vi ved, du elsker dem altså ikke!

Med ræven laved` du et komplot,

hvordan det endte, det ved vi godt.

 

Nu vil vi ønske dig HELD og LYKKE,

Med TAK for årenes snak og hygge.

Et LÆNGE LEVE og HØJT HURRA

og så en SKÅL for din store dag.

 

svigermor og svigerfar

--------------------------------

 

KRONDIAMANTBRYLLUP

OLDEMOR OG OLDEFAR

DAGNY OG MARTIN

 

Melodi: Se det summer af sol over engen....

 

 

Her er KRONDIAMANTBRYLLUPSGILDE,

ikke mange er nået så vidt.

Vi har glædet os bravt, ih du milde,

mor og far, vi vil synge for jer lidt.

STORT TIL LYKKE vil vi sige,

65 år, fra I blev gom og brud.

I to "gamle" er helt uden lige,

og ser stadig så nydelige ud.

  

"Hønsevejen" der var det, vi bo`de,

pæretræerne danned` allé.

Pærer saftige, lækre og gode,

herligt er det at tænke nu på det.

Vore venner og veninder

var velkomne, de rendte ud og ind.

Vi har masser af dejlige minder,

varsomt gemmer vi dem i vore sind.

 

Barndomstiden var god, det var lykken,

altid tryghed og varme vi fik.

Der var travlhed i værksted, i køkken,

tit om natten maskinerne de gik.

Der blev flittigt snedkereret,

der blev kun lavet ting af kvalitet.

Alle vegne blev det respekteret,

sjusket arbejde har vi aldrig set.

 

Snedkersvende som virk`lig var Svende,

lille Svend, fætter Svend, fætter Vagn.

Deres humor var helt uden ende,

ja de lavede både sjov og gavn.

Ind imellem ku` det hænde,

der blev flækket en finger eller to.

Op ad trappen de kom, disse svende,

blege var de, og dryppede af blo`.

 

Spåner, træstumper, skruer og save,

her blev grundlagt en stor fantasi.

Der var altid en masse at lave,

aldrig kedeligt, når vi havde fri.

Båndsavklingen den var farlig,

når vi trak den, og saved` uden el.

Måtte ikke, ulydige var vi,

af og til gik det ud over os selv!

 

Gamle biler som ikke ku` starte,

det er noget, vi husker så klart.

Af og til sku` vi være parate

til at skubbe "kareterne" til start.

Gamle Morris var med håndsving,

sjovt at mindes hvordan det foregik.

Længe siden man har set en så`n ting,

nu er det jo en anden mekanik.

  

Vi om Flemming har herlige minder

som klaverbokser og trompetist.

Fodboldspillets den målsikre vinder,

ballets "løve", og pausepianist.

Og hans flotte røde lokker

skulle farves i sort, men ak og ve.

Det gik galt, det blev stribet, for pokker,

aldrig mere gik han i gang med det.

 

Undulater i alle kulører

lagde æg, og fik unger på rad.

Vi fik pip, derfor er vi lidt skøre,

skidt med det, det er vigtigst, man er glad.

Massevis af vilde katte

blev gjort tamme med lækker lokkemad.

Flere killinger end man kan fatte,

sikke`n barndom, man er en heldig rad.

 

Arne sad på altanen og leged`

med en killing så nuttet og sød.

Fik formaninger li`som han plejed`:

"Hvis du smider den ned, så er den død"!

Gæt engang hvad knægten gjorde,

skubbed` katten, ja "ved den søde grød"!

Fik den hentet og sa` til sin moar:

"Kan du se, at den "blyvt" slet ikke død".

 

Som en del af famil`jen var Jul`jus,

legeonkel, tålmodig som få.

Sommetider dog også Umul`jus.

vildt han leged` og tumled` med de små.

Arne med på cykelstangen,

kørte ture, og spiste is og slik.

Ja, af minder om ham har vi mangen,

samme minder jo vores "unger" fik.

 

Nabo Rasmus, det herlige "væsen",

spiste med i vor mors "pensionat".

Man må sige, han var ikke kræsen,

spiste alt hvad der blev på bordet sat.

Øllebrød med "teknisk fejl" i,

sukkermængden var skiftet ud med salt.

Rasmus sagde, at den smagte dejlig,

skat grimasser, som bare sagde alt!

  

Vi fik lov til at gå til så meget,

spejder, badminton, fodbold med mer`.

Friluftsbad, vi har svømmet og leget,

hele sommeren foregik det der.

Kendte hvert et træ i skoven,

bygged` huler og klatrede i træer.

Sol og fuglesang var der for oven,

ja naturen var god at være nær.

  

Kære mor, kære far, vi vil gerne

sige TAK for det liv, som I gav.

Vi vil gøre vort bedste og værne

om værdierne, som vi fik i arv.

HØJT HURRA vil vi nu råbe,

tak for festen, det vil vi sige her.

Skåle for I to "gamle" og håbe

på endnu nogle gode år med jer.

 

Arne og Grethe

---------------------- 

 

 

30-ÅRS FØDSELSDAG – ANETTE

 

Melodi: Lundeborgvisen

 

Kæmpe stort TIL LYKKE, kære "Nette"

nu hvor du har rundet 30 år.

Svært at fatte, du er jo "den bette",

helt ufatteligt som tiden går.

Minder myldrer frem,

lad os se på dem,

fra din barndomstid, fra dit barndomshjem.

Kæmpe stort til lykke, kære "Nette"

nu hvor du har rundet 30 år.


På en junidag kom du til verden

nitten hundrede og syvtiet.

30 år har vi nu fulgt din færden,

en forskræk`lig masse ting er sket.

Været langt omkring,

set en masse ting.

Altid i vigør, mest med højt humør.

På en junidag kom du til verden

nitten hundrede og syvtiet.

  

Storebrors begejstring den var blandet,

du var ikke just hans bedste ven.

Rod du laved` i hans ting, blandt andet,

han ku` "myrde" dig, igen, igen.

Tiden som jo går

læger alle sår.

Bedste venner nu i de voksne år.

Storebror`s begejstring den var blandet

Du var ikke just hans bedste ven.

 

 Katte, geder, marsvin og kaniner

og en herlig "halm(e)balle-hest".

Lille rottehaletøs, som griner,

er det "billed", som vi husker bedst.

Altid midt i leg,

sang om Vimmersvej

højt på tagets top, bange var du ej.

Katte, geder, marsvin og kaniner

og en herlig "halm(e)balle-hest".

  

Geden Mette ville pluds`lig stange,

det var altså ikke særlig skæg.

Du ku` ikke li` det, og blev bange,

den blev byttet for en bakke æg.

Sjovest var vel nok

vores katteflok

Børste, Panter, Pusser, som ku`gå amok.

Geden Mette ville pluds`lig stange,

den blev byttet for en bakke æg.

  

Danseskole, strutskørt, takt og tone,

mer` begejstret end din storebror!!!

Dansede med Allan for en krone,

ja, du blev bestukket af hans mor.

Men det gik lidt skidt,

Allan`s store skridt

gjorde det lidt svært helt at holde trit.

Danseskole, strutskørt, takt og tone,

mer` begejstret end din storebror.

  

Fløjtespillets første spæde trille

lød i skolens første klassetrin.

Det var bare lige det, du ville,

hurtigt din teknik var meget fin.

I en gruppe fik,

vældigt godt det gik,

det blev starten til et liv for fuld musik.

Fløjtespillets første spæde trille

lød i skolens første klassetrin.

  

Skoletiden, hvad skal vi fortælle?

Du var ikke artigheden selv!

Tog dig sammen dog, når det sku` gælde,

klarede dig flot alligevel.

Kom på EFG,

grafisk linie,

kreativitet,typograf du ble`.

Skoletiden, hvad ska`vi fortælle?

Du var ikke artigheden selv!

  

Kom i Assens Harmoniorkester,

fløjtespillet blev dit halve liv.

Fløjten, den på tværs, perfekt du mestrer,

fik en hobby meget positiv.

Rejser og koncert,

meget har du lært,

"noget ved musikken", spiller lidt af hvert.

Kom i Assens Harmoniorkester,

fløjtespillet blev dit halve liv.

  

I orkestret er en trommeslager,

som kan få dit hjerte til at slå.

Sød musik som opstod, jer behager,

nu den samme streng I spiller på.

Bor på landet nu,

selv om ej du sku`!

Nyder det i fulde drag, parat var du.

I orkestret er en trommeslager,

som kan få dit hjerte til at slå.

 

Nu er det vist tid at slutte sangen,

held og lykke vil vi ønske dig.

Tror og håber, I bevarer klangen

du og Henrik, ud ad livets vej.

Mange gode år

håber vi, I får.

SKÅL, og LÆNGE LEVE, nu vi foreslår.

Nu er det vist tid at slutte sangen,

held og lykke vil vi ønske dig.

 

mor og far

--------------- 

 

30-ÅRS FØDSELSDAG – SØREN

 

Melodi: Rapanden Rasmus 

 

Kæreste Søren, en sang skal du ha`,

men et til lykke du får ej i dag.

Det er for tidligt, vi venter med det

indtil den "trefte", ja da vil det ske.

 

Farmand det er du i alvor og leg,

Maiken og Stine de elsker jo dig.

Leger og pjatter og tager din tørn,

gråhåret bli`r man af kone og børn.

 

Maiken hun fik jo et værelse selv!?                                                                 

Delte med dig, ja endda godt og vel.                                                              

Opsatser hænger der, hvor end man ser,                                                      

fyldt med geværer, patroner der er.                                                               

                                                                               

Fryseren rummer de særeste ting,

det er utroligt, hvad du har i sving.

Bukkenes tæer med hud og med hår

skal bli` til knager om hundrede år!?

 

Bukkejagtfeberen mærker du, når

datoen nærmer sig år efter år.

 Jagten på havet i baggrunden kom,

 noget din "moar" især synes om!

     

Rapanden Rasmus fra Sø Søby sø

fodres med korn til en dag den skal dø.

Den rapper rundt og ser lykkelig "ut"

til den måske af en jæger bli`r skudt.

  

Du havde høns, og var temmelig glad,

hjerteslag fik de på række og rad.

Selv om at Lene hun nu mangler æg,

jubler hun over, de alle er væk!

 

Træer du planter hvert eneste år,

hygger dig godt, når du prikler og sår.

Ofte du har mellem træerne skidt,

så må du sprøjte, når det går for vidt.

 

Urternes have bli`r mindre hvert år,

bitte små træer i stedet der står.

Lene hun sukker, men tænker som så:

"De bli`r til brænde engang, så la` gå"!

 

Bilen, den nye Carina er fin,

sluger dog masser af kostbar benzin.

Derfor er cyklerne nu fundet frem,

så bliver regningen ikke så slem.

 

Højt vi dig elsker, ja det er da klart,

mangler vi hjælp, er du altid parat.

Nu vil vi ønske dig LYKKE og HELD,

råbe HURRA, kære Søren, LEV VEL!

 

mor og far

--------------- 

 

80-ÅRS FØDSELSDAG

OLDEMOR DAGNY

                                                       

Melodi: Den gamle gartners forårssang

 

 

Kære mor og mormor, farmor, svigermor og oldemor,

fødselsdag du ville holde, vores tak er kæmpe stor.

STORT TIL LYKKE vil vi si` dig,

knus og gaver vil vi gi` dig.

Hejst til tops er vore flag

på din 80-års fødselsdag.

 

Med den "sjette sans" du ejer, har du altid styr på os,

ikke meget kan vi skjule, ved præcis hvad der er "los".

Kærlighed og smukke tanker,

for os alle hjertet banker.

Din bekymring er så stor,

så`n er det at være mor.

 

Du er superfrisk i ho`det, læser bøger, digter vers.

Nul problemer med at gætte selv den svære kryds og tværs.

Diskuterer så det batter

med os alle og med "fatter".

Bliv kun ved i samme stil,

du er ikke spor senil!

 

Alle har vi uldne sokker, uden dem så går det ej!

Du er flittig, ja for pokker, aldrig har du kedet dig.

Hækler sengetæpper flotte,

og endda en enkelt måtte.

Alle nyder godt af det,

du kan roligt blive ved.

 

Lækre kringler, frikadeller, flæskesteg og andet kræs

får vi, når du inviterer, og vi slapper af fra ræs.

Vi si`r tak for kaffetår`ne,

vi har nydt igennem år`ne.

Ja, på Topshøj er der rart,

vi kan li` det, det er klart.

 

Der er varme, der er hygge, der er fred og der er ro,

og det er den store lykke stadigvæk at være to.

Føler ofte, at vi svigter,

har for travlt med dagens pligter.

Men når noget bli`r akut,

er vi der på eet minut.

 

Vi vil slutte denne vise, takke for en dejlig dag.

Mere lækkert skal vi spise, nyde livet, slappe af.

TAK for barndomstidens lykke,

TAK for omsorg og for hygge.

TAK FOR ALT vi siger her,

mor og far, vi elsker jer!

 

Arne og Grethe

---------------------- 

 

SVENDEGILDE – SØREN OG ANETTE

 

Melodi: Marken er mejet

 

 

Søren og "Nette" har budt os til gilde,

"svendene" skal fejres med en fest, så det forslår.

Det er en stor sensation, ih du milde,

Søren har jo været udlært nu på 6. år!!!

./.Lillesøster sa`:

"Søren vèd du hva`?

Skal vi ikke "slå os sammen", det syn`s jeg, vi ska`"./.

 

Søren han tyggede grundigt på tanken,

der var udsigt til, at tegnebogen skulle frem.

Det er nu rart med lidt penge i banken,

kun til jagtpatroner vil han bruge lidt af dem.

./.Men han kunne se,

at det måtte ske,

og en sort samvittighed blev vasket hvid som sne./.

 

Søster Anette, som er "typoteknisk",

skrev en liste, åh så lang, på dem som skulle med.

Trykning af invitationer var hektisk,

men omsider skete det, at de blev sendt afsted.

./.Alle er mødt op

her i samlet trop,

fulde af forventning, med humøret helt i top./.

 

De har holdt møder med masser af planer

om hvad de sku`finde på af sjov og drilleri.

Fadøl de slæbte i tønder med haner,

se på folk som tørster kan de sør`me ikke li`.

./.Glædet sig de har,

ja den sag er klar,

skønt menuen står på vandgrød indtil januar./.

 

Tværfløjtespillet er sagen for "Nette",

det er hendes hobby, som hun elsker meget højt.

Tågen den får hun så smukt til at lette,

og i radioen stolt vi hørte hendes fløjt.

./.Folk med "harmoni",

ja dem kan hun li`.

"Noget ved musikken" vil hun ganske sikkert bli`./.

 

Søren med jægerinstinkt er begavet,

ud med Charlie og geværet, det er lige ham.

Vi er nervøse, når han er på havet

for at skyde edderfugle fra sin skydepram.

./.Træer planter han,

flere tønder land,

så om nogle år i egen skov han vandre kan./.

 

Begge for længst jo fra reden er suset,

heldigvis kun få minutter her fra os de bor,

Sikken en plads der dog blev her i huset,

vi fik både vævestue og kaninkontor.

./.På det varme vand

vi nu spare kan,

deo, shampoo, sødmælk og cacao li`sådan./.

 

Søren og Lene forældre er blevet,

og i skyttens tegn er Maiken født, naturligvis.

Dejligste "tøs", som på jorden har levet,

hun er farmors og så farfars lille "kælegris".

./.Ofte det jo sker,

hun bli`r passet her,

frem til det vi begge to hver gang med glæde ser./.

 

At det er os, som er "skyld" i det hele,

det kan vi to "gamle" altså ikke løbe fra.

Glæder og sorger med jer vil vi dele,

vi har også glædet os til festen her i dag.

./.HELD og LYKKE til

vi jer ønske vil,

TAK for gode barndomsminder, knus og søde smil./.

 

At vi er stolte, man sikkert fornemmer,

over vores "svende", ja det er da soleklart.

Nu da vi alle har rørt vore stemmer,

vil "en lille een" til halsen sikkert være rart.

./.STORT TIL LYKKE ska`

vore unge(r) ha`.

Og til slut et LÆNGE LEVE og et HØJT HURRA./.

 

far og mor

---------------

 

GULDBRYLLUP

FARMOR OG FARFAR

JOHANNE OG AAGE

 

Melodi: Se det summer af sol over engen.....

 

Kære farmor og farfar, TIL LYKKE

på den festlige GULDBRYLLUPSDAG.

Vi til morgen jer blæste et stykke,

og for jer hejstes alle byens flag.

For et halvt århundred` siden

loved` I to at dele ondt og godt.

Nu vil vi se tilbage på tiden,

og hvad I har bedrevet, stort og småt.

 

Arne fødtes i vinterens kulde,

inden tyskerne indtog vort land.

Og det hurtigt sig vise jo skulle,

på kaninavl han havde forstand.

Kurt han ankom her til verden

i det sidste af krigens barske år.

Fulgt med omsorg blev knægtenes færden,

flotte fyre med slips og kæmmet hår.

 

På de uldne og kradsende hoser

tænker "drengene" stadig med gru.

Der bli`r brugt ugengiv`lige gloser,

når de livstykket kommer ihu.

De små nus sku` ikke fryse,

farmor strikkede, så det var en lyst.

Nej, de skulle ej hoste og nyse,

så hun tog med dem mangen "ulden" dyst.

 

Før i tiden, når grisen sku` slagtes,

så kom oldemor hen og hjalp til.

Flæsk sku` saltes, og kød skulle hakkes,

farfar "hørrede" i den store stil.

Fedtegrever og medister,

sortepølse og lækker lev`postej.

Ind imellem så ku` det slå gnister,

hver gang farfar kom til at gå i vej`.

 

Begge to er jo haveeksperter,

alt i orden, og bare perfekt.

Gulerødder, kartofler og ærter,

alting står der og strutter nok så kækt.

Plænen slås og hækken klippes,

kanter trimmes så sirligt overalt.

Træer studses, og blomsterne nippes,

her er intet, som kun bli`r lavet halvt.

 

I har høstet med le, I har tærsket,

tyndet roer i titusindvis.

Hestepløjningens kunster behersket,

og tobak har I dyrket til en "pris".

Fingersuttende små kalve

skulle lære at drikke af en spoand.

De fik komælk, og I fik det halve,

skummed` fløden til is og fløderand.

 

Nye vinduer har I jo fået,

men faconen gav stor diskussion.

Men en løsning det blev der da på `et,

og det blev nogle nydelige nogen.

Farfar hjalp i "bageriet"

med vani-lie-kransene såmænd.

Vi tror sør`me, at han kunne li` ét,

så han hjælper nok snart med det igen!?

 

Altid har I jo puklet og maset,

I til arbejde altid var klar.

Farfar hos Børge Haugaard har aset,

og hos Martin han stole lavet har.

Farmor hun har plukket pærer,

plukket jordbær og hindbær, hun var skrap.

Strikkehåndklæder hun os forærer,

når det kniber, hun gerne gi`r et nap.

 

Ikke alting har "lyserødt" været,

af problemer I fik jeres del.

Tit bekymringer på jer har tæret,

I er friske trods alt alligevel.

Jeres gæstfrihed vi nyder,

dejlig kaffe vi får af "madam blå".

Farmor aldrig for hjemmebagt snyder,

lækre retter vi altid bydes på.

 

Fra os 7 skal en stor TAK der lyde,

for hvad I har betydet for os.

Diskussioner kan koge og syde,

gode venner det er vi dog, til trods,

STORT TIL LYKKE vil vi sige,

håber I må få mange gode år,

være raske - og så vil vi lige

sige SKÅL, og et HØJT HURRA I får.

 

Arne og Grethe

----------------------

 

 

TIL HENRIK PÅ 40-ÅRS DAGEN

 

Melodi: Det` hammer hammer fedt……

 

 

Det` Henriks store dag, TIL LYKKE skal du ha`.

Du har rundet 40, festdag af de større.

Blandt de mange minder

vi de bedste finder,

og dem har vi rigtig mange af.

 

Du` hammer hammer go`, kun tommelfingre to!

Alting kan du lave, sikke dog en gave.

Helt præcist og rigtigt,

kvalitet er vigtigt.

Ja, du er en multi-handyman!

 

Så lys og lun og flot en stue har I få`t,

alting har du lavet, tømret, støbt og savet.

Der er rart at være,

hyg`lig atmosfære

er der altid, når man er hos jer.

 

Du` hammer hammer rar, den aller bedste far.

Rasmus elsker dig, for du er god til leg.

Lego kan I bygge,

I forstår at hygge,

lærenem han følger efter dig.

 

I vint`rens frost og sne du ufrivilligt ble`

hjemsendt fra dit job, til der var tøet op.

Huset gået efter,

brugte mange kræfter,

og Anette fik et flot kontor.

 

Så hammer godt du slår på trommer år for år,

Harmoniorkester, Jazzband og til fester.

Rank og flot og sikker

med de trommestikker.

Elegant og nobelt ser det ud!

 

At ta` på fisketur er lige det, der dur,

stress og jag forsvinder, ro og fred du finder.

Fangsten hjem på grillen

over glødeilden.

Det er lige noget, I kan li`.

 

Så hammer hårdt at gå i sne med sko for små,

driverne var høje, men med strid og møje

fik du traktor hentet,

den var længe ventet.

Bil, Anette, Rasmus blev slæbt hjem.

 

I traktoren af sted, og Rasmus han er med.

Der bli`r sået, pløjet, nok så velfornøjet.

I kan reparere

pudse og polere.

I to landmænd går og hygger jer.

 

Blev hammer hammer nok med jeres fåreflok,

mæen hele natten, Henrik sa`: ”For katten”!

Det må ha` en slutning,

det blev en akut ting.

Kort proces, og så var alle væk.

  

Lidt dyr skal man jo ha`, lidt dyrt uha-da-da.

Et styk kat kastreret, en steriliseret.

Speedy og så Pusser

laver sjov og nusser.

Du har overgivet dig totalt.

 

Så hammer travlt et liv med nok af tidsfordriv,

musikalsk en hobby, som du vildt går op i.

Men I når det hele,

pligter kan I dele.

Aldrig onde ord imellem jer.

 

En svigersøn så rar, ja det er hvad vi har,

bedre findes ej, vi holder varmt af dig.

Pas nu på i livet,

sundhed er ej givet.

Stress og jag bli`r dulmet med musik!

 

Det` hammer hammer fedt, vi slutter li` om lidt.

Du kan konstatere, der kommer ikke mere!

Lykke, sundhed – håbe,

og så vil vi råbe

LÆNGE LEVE og et HØJT HURRA.

 

svigermor og svigerfar

 

---------------------------------

 

 

KONFIRMATION - SOFIE        

 

Melodi: Nu går våren gennem Søby……

 

 

Kære barnebarn Sofie ,

STORT TIL LYKKE skal du ha`.

Konfirmand, så smuk en pige,

ønsker dig en dejlig dag.

Tænk at du hertil er nået,          

hvor blev årene dog af?

Alt for hurtigt er de gået,

gode minder du os gav.

 

Søby Kirke selv du valgte,

ene konfirmand du var.

Skidt med det, du os fortalte,

alle gæster pladser har.

Sådan er du, helt din egen,

bliv du bare ved med det!

Far og mor de viser vejen,

så vil intet ondt dig ske.

 

Helt fra du var ganske lille

har vi passet dig så tit.

Og kaniner, ih du milde,

ja de var det store hit.            

I en kasse, ind i huset

med lidt halm, og gulerod.

Ja det var jo bare suset,

selv om det var noget rod.

 

Med kaninerne i græsset

har du hygget dig så tit.

Philip blev en smule stresset,

når kaniner hopped lidt.

Hurtigt blev han mere modig,

så hvordan du bar dig ad.

Du er rolig og tålmodig,

og for dyr du er så glad.

 

Du har vævet og broderet,

snoet, flettet sjippetov.

Nålefilteting kreeret,

tegnet, malet, lavet sjov.

Dryppe lys var bare sagen,

vinduesmaling ligeså.

Fine ting blev bragt for dagen,

det er sjovt at tænke på.

 

Farfars syn er ej det bedste,

så han skal ha` hjælp af dig.

Hanner, hunner kan du teste,

din sortering fejler ej.

De kaniner som du havde

lever i hans nye stald.

Nabobørnene er glade,

møder op i hobetal.      

 

Børnebørnehotel  ”Hegnet”

bliver booked  tem`lig tit.

Ingen leje bli`r beregnet,

så det regnskab er lidt skidt!

Taxakørsel hen til præsten.

selv om jeg det glemme kan.

Oveni fuldendes ”festen”

med en tyver + banan.

 

Det er hyggeligt at ha` dig,

ja og dine søstre med.

Bad i karret kan man ta` sig,

slappe af i ro og fred.

Tit du øver på klaveret,

”Für Elise” hører vi.                       

Julesange repeteret,

bliv kun ved, det kan vi li`.

 

Tirsdag er du her til frokost,

bliv du bare ved med det.

Vi må huske at ha` nok ost,

du har en speciel idé!

På dit rugbrød kommer skiver

af banan i rækkevis.

Og på skiverne der bliver

så lagt ost – vær s`go` og spis!!!

 

Meget seriøst du ta`r det,

det der med at gå til præst.

Egen prædiken blev klar te`

at fra præd`kestol bli` læst.

Indgangsbøn i Søby Kirke

klarede du også flot.

Leni får det til at virke,

du med hende har det godt.

 

Nummer 3 i pigeflokken,

ja det kan jo være svært.

Diskussioner, ævl og brokken,

mange ting har du dog lært.

Store søstre er så kloge!?

de kan ”styre” helt totalt.

De kan også være sjove,

højt du elsker dem trods alt.

 

Slut med vores syngestykke,

håber det dig godt må gå.

Ønsker endnu et TIL LYKKE,

LÆNGE LEVE ligeså. 

Alt det bedste vil vi håbe            

for dig på din fremtidsvej.

Løfte glassene og råbe

HØJT HURRA i kor for dig.

 

farmor og farfar

---------------------- 

 

TIL RASMUS PÅ KONFIRMATIONSDAGEN

  1. APRIL 2016

 

Melodi: Nu går våren gennem (Barløse)……

 

Kære Rasmus – STORT TIL LYKKE,

vores flotte konfirmand.

Vi vil synge dig et stykke

med de minder, som vi fandt.

Jamen – hvor skal vi dog starte,

der er nok at skrive om.

Så nu må du være klar te`

at ta` pænt imod din ”dom”

 

Du blev født så lille bitte,

det kan ikke ses i dag !!!

Vi jo op til dig skal titte,

hvor er tiden blevet af ?

Sjove ting fra Nygaard-tiden

vi har passet dig så tit.

Og i Hegnet blev det siden,

hjulpet til med dat og dit.

 

Du med Bilofix har skruet,

bygget Lego ligeså.

Du har hakket, du har luget,

altid nemt at finde på.

Urtehaven har du revet,

gravet ny kartofler op.

Gulerødder op er hevet,

Energien var i top.

 

Altid var du klar til noget,

hvad skal vi mon finde på?

Ud i haven og få sået,

intet kunne overgå.

Hjælpe morfar med kaniner,

muge ud og give mad.

Tit og ofte med kusiner,

du for dem er meget gla.

 

Husker noget som vi hørte

snakke rent du ikke ku`.

Gummiged hos Peter kørte,

meget ivrig det var du.

Den der ”dum`de” var du bidt af,

kunne se, at den var ”dul”.

”Dule dum`de” ler vi tit af,

af beundring var du fuld.

 

Du var meget interesseret

i det lille vandbassin.

Vandstand tit blev kontrolleret

med den dertil lange pind.

Fisket blade med Sofie,

Lang tid gik der jo med det.

Kreative må man sige,

fik en masse til at ske.

 

Og den gule plæneklipper,

ja den var det store sus.

Dengang du den nødigt slipper,

timevis i sus og dus.

Stor var lykken, da vi sagde:

”Vil du ha` den med dig hjem”?

At slå græs var ingen plage,

mange gange kom den frem.

 

Alt sku` være helt i orden,

jord på spaden vaskes væk.

Traktordækkene de får den

store tur - Sofies skræk!

Ofte blev I passet sammen,

næsten søskende I var.

For det meste fryd og gammen,

I jer sammen hygget har.

 

Da du gik i børnehave,

lille kæreste du fik.

Du og Trine sjov ku` lave,

ud i fremtid planer gik.

Svært at holde pænt facaden,

da du sa` med overlæg:

”Trine hun skal lave maden,

og jeg skal ha` overskæg”.

 

Altid var der gang i sager,

perleplader, trylledej.

Også fine julekager,

aldrig har du kedet dig.

Megen ros det skal du have,

du til alting er så vaks.

Adventskranse kan du lave,

julepynt af mange slags.

 

Fine ting har du jo vævet,

taske, tæpper til dig selv.

Det tålmodighed har krævet,

mormor nød det, si`r sig selv!

Til et tørklæ` blev det ”osse”,

grønt og blåt i bomuldsgarn.

Og det er slet ikk` så ”tosse”,

4 væve-børnebørn .

 

Du er ”noget ved musikken”,

dit talent er helt ekstremt.

Du har styr på trommestikken,

selv du lærte guitar nemt.

Går på linjen med talenter,

rævestolte vi jo er.

Og et sommerjob der venter,

glæder os til vi dig ser.

 

I Den Fynske Landsby sker det,

Klodshans bliver opført der.

Til orkestret man dig henter,

er begyndt at øve jer.

Det bli`r spændende at se det,

  1. juli går det løs.

Og du glæder dig, vi ve` det,

mon du bliver lidt nervøs?

  

Du musik i arv har fået

både fra din far og mor.

Helt naturligt er det gået

fælles interesse stor.

Ta`r dig med ud til koncerter,

spiller sammen alle tre.

Og det rører vores hjerter

denne spæde start at se.

 

Du til præst en tid har gået,

selv til dåben svaret ja.

Kristendom har du forstået,

og en visdom det dig gav.

Gå kun frejdigt ud i livet,

i din egen noble stil.

Meget har du fået givet,

og du både kan og vil.

 

Sangen skal jo ha` en ende,

skønt vi kunne blive ved.

Og vi må jo blankt erkende,

vores store kærlighed.

HØJT HURRA vil vi nu råbe,

LÆNGE LEVE ligeså.

Løfte glassene og håbe,

det dig fortsat godt må gå.

 

MORMOR og MORFAR  

---------------------------------